Opbyg et netværk omkring gården
Erfaringene viser, at et forsøgsprojekt på gården for en udvalgt elevgruppe eller skoleklasse fra en skole i nærheden er et meget velegnet tiltag for at skabe lokal interesse for gård/skole-samarbejde. Forsøgsprojektet giver erfaringer med samarbejdet om læringsaktiviteter på gården og eleverne fortæller forældre og omgangskreds om hvad de har oplevet på gården og spreder dermed opmærksomhed om muligheden.
Et forsøgsprojekt kan dermed danne et grundlag for yderligere tiltag, der kan skabe opmærksomhed og interesse for undervisningstilbuddet.
Efterfølgende tiltag som gården kan gøre:
- Opsøg ildsjæle blandt forældre og lærere. Ikke overraskende viser erfaringerne fra Norge, at de projekter som har varet længst har haft en eller flere ildsjæle i ryggen. Ildsjælene fungerer bedst i længden hvis de får lokal støtte og spillerum til at være med til at videreudvikle projektet.
- Inviter forældre og personale til fester på gården, fx høstfest. Deltagelse i den type begivenheder bidrager til at forældre og lærere knytter sig følelsesmæssigt til gården og familien som driver den.
- Inviter forældre/lærere til at være frivillige på gården. At være med i små, letgennemførlige projekter med relation til undervisningstilbuddet skaber fælles stolthed og ejerskab. Det kunne fx være at etablere et mindre legeområde, mindre opgaver i forbindelse med at klargøre et lokale til undervisningsbrug eller lign. Afslut gerne med kaffe for yderligere at styrke fællesskabet.
- Salg af gårdprodukter og andre tjenester – synliggør gården og skaber tilknytning
Tiltag for lærere:
- Inkluder andre lærere og lærerkollegiet. Jo flere lærere som får tilknytning og ejerskab til gård/skole-samarbejdet, jo større sandsynlighed er der for at etablere et decideret skoleprojekt.
- Arranger forældre- , skolebestyrelses- og lærermøder på gården. Jo flere arrangementer, møder og aktiviteter, der lokaliseres på gården, jo mere kendte bliver de vigtigste aktører med gården og dens virksomhed.
- Få projektet ind i lære- og årsplaner. Hvis projektet etableres som en del af skolens kernefunktion, er der større sandsynlighed for et langvarigt samarbejde.