Kapitel 1 - Hvilke risici skal du være opmærksom på?
På en gård kan der være risici som de besøgende ikke er opmærksomme på. For at sikre et sikkert besøg er det nødvendigt at landmænd, lærere/pædagoger og børn er opmærksomme på disse risici for dermed at kunne minimere dem.
Gennemgå derfor følgende forud for besøget:
- Hvilke risici vil de besøgende møde?
- Hvilken type opførsel vil øge risikoen?
- Hvordan kan disse risici kontrolleres?
- Hvordan er børn og personale forsikrede under besøget. Husk at have helt styr på hvilke regler, der gælder for besøget.
Den ansvarlige på gården bør løbende gennemføre risikovurderinger. Læreren/pædagogen kan, hvis muligt, udføre et før-besøg, hvor I, udover den resterende planlægning, også gennemgår en risikovurdering og diskuterer om der er noget, der bør håndteres forud for besøget, samt hvordan pædagogen/læreren bedst forbereder børnene.